Jeg har arbejdet på en
institution for unge, der havde brug for støtte og vejledning, til at klare
hverdagen. De unge var storforbruger af sociale medier på nettet, det er derfor
oplagt at vælge denne målgruppe.
Det er 2 år siden jeg stoppede
mit arbejde på institutionen, men jeg er stadig venner med mange af de unge på
facebook. Facebook hjælper mig med, at bevare relationen til nogle af de unge ”der
krøb under huden på mig”. Det er sjovt at følge med i deres hverdag, og fedt at
se når de fx flytter i lejlighed, får nye kærester osv. Ligesom de også tit
kommenter på mine indlæg, bla var de alle meget interesseret da jeg fødte min
søn får et år siden.
Dengang jeg stadig arbejdede på
institutionen havde jeg mange overvejelser omkring hvorvidt jeg skulle
accepterer dem som venner, når de ansøgte mig på facebook. Det var et generelt
problem i personalegruppen, og på et personalemøde, hvor emnet blev drøftet
lagde institutionens leder op til at det var op til hver enkelt medarbejder.
Der blev efterfølgende oprettet en gruppe, hvor institutionens navn og navnet
på personalet stod- så havde noget af personalet to profiler, en privat og en
til arbejde. Personlig har jeg aldrig været den store forbruger af facebook.
Jeg har en profil, men det er sjældent jeg skriver ”hvad jeg har på hjertet”.
Jeg har ikke kun af hensyn til mit arbejde, men også af hensyn til mit
privatliv valgt ikke at ligge mange billeder op af mig selv. Som pædagog agerer
jeg som et godt eksempel. De unge kan nemt misforstå, hvis jeg ligger billeder
op af mig selv, fx mens jeg drikker en flaske bacardi og ryger 20 smøger.
Mine observationer omkring de
unges brug af facebook var mange. Mange af de unge havde ingen ”filter”, de
delte alle deres følelser med ”vennerne” både de positive og negative.
Et eksempel var to tvillingen
søskende der var blevet uvenner. De smækkede døren og gik ind i hver deres
lille lejlighed på institutionen. De havde råbt af hinanden og det gik mange
timer før jeg så dem igen. Jeg valgte at gå ind til den ene af tvillingerne og
så hun var på facebook. Hun ville gerne fortælle om forløbet og hvorfor hun var
blevet så sur på hendes søster- mens hun sad med hovedet ind i skærmen. Jeg
spurgte efter nogen tid hvem hun skrev med, og hun viste mig hendes profil,
hvor jeg kunne se hun skrev med hendes søster. Det undrede mig de valgte at
løse konflikten med hinanden på facebook, i stedet for at ”banke på ved siden
af”.
Det pædagogiske arbejde bliver meget udfordret, hvad angår de unges brug af sociale medier. Det er vigtigt personalegruppen arbejder sammen og vælger en fælles måde at anskue brugen af sociale medier på. Er det ok de unge løser deres konflikter via facebook? Skal vi som pædagoger gribe ind og give dem redskaberne til konflikthåndtering ”face to face” i stedet? Er det ok en ung pige skriver om hendes sexliv- eller skal vi ”belære” hende om de mulige konsekvenser ved dette? … Vi kan som pædagoger ikke administrerer de unges forbrug, og skal efter min mening heler ikke. Jeg håber vi som pædagoger kan tænke ”ud af boksen” og gøre brug af de sociale medier på en positiv måde.
