Traditioner i forandring- Aktivitet 3.

Jeg har arbejdet på en institution for unge, der havde brug for støtte og vejledning, til at klare hverdagen. De unge var storforbruger af sociale medier på nettet, det er derfor oplagt at vælge denne målgruppe.

Det er 2 år siden jeg stoppede mit arbejde på institutionen, men jeg er stadig venner med mange af de unge på facebook. Facebook hjælper mig med, at bevare relationen til nogle af de unge ”der krøb under huden på mig”. Det er sjovt at følge med i deres hverdag, og fedt at se når de fx flytter i lejlighed, får nye kærester osv. Ligesom de også tit kommenter på mine indlæg, bla var de alle meget interesseret da jeg fødte min søn får et år siden.

Dengang jeg stadig arbejdede på institutionen havde jeg mange overvejelser omkring hvorvidt jeg skulle accepterer dem som venner, når de ansøgte mig på facebook. Det var et generelt problem i personalegruppen, og på et personalemøde, hvor emnet blev drøftet lagde institutionens leder op til at det var op til hver enkelt medarbejder. Der blev efterfølgende oprettet en gruppe, hvor institutionens navn og navnet på personalet stod- så havde noget af personalet to profiler, en privat og en til arbejde. Personlig har jeg aldrig været den store forbruger af facebook. Jeg har en profil, men det er sjældent jeg skriver ”hvad jeg har på hjertet”. Jeg har ikke kun af hensyn til mit arbejde, men også af hensyn til mit privatliv valgt ikke at ligge mange billeder op af mig selv. Som pædagog agerer jeg som et godt eksempel. De unge kan nemt misforstå, hvis jeg ligger billeder op af mig selv, fx mens jeg drikker en flaske bacardi og ryger 20 smøger.

Mine observationer omkring de unges brug af facebook var mange. Mange af de unge havde ingen ”filter”, de delte alle deres følelser med ”vennerne” både de positive og negative.

Et eksempel var to tvillingen søskende der var blevet uvenner. De smækkede døren og gik ind i hver deres lille lejlighed på institutionen. De havde råbt af hinanden og det gik mange timer før jeg så dem igen. Jeg valgte at gå ind til den ene af tvillingerne og så hun var på facebook. Hun ville gerne fortælle om forløbet og hvorfor hun var blevet så sur på hendes søster- mens hun sad med hovedet ind i skærmen. Jeg spurgte efter nogen tid hvem hun skrev med, og hun viste mig hendes profil, hvor jeg kunne se hun skrev med hendes søster. Det undrede mig de valgte at løse konflikten med hinanden på facebook, i stedet for at ”banke på ved siden af”.

Det pædagogiske arbejde bliver meget udfordret, hvad angår de unges brug af sociale medier. Det er vigtigt personalegruppen arbejder sammen og vælger en fælles måde at anskue brugen af sociale medier på. Er det ok de unge løser deres konflikter via facebook? Skal vi som pædagoger gribe ind og give dem redskaberne til konflikthåndtering ”face to face” i stedet? Er det ok en ung pige skriver om hendes sexliv- eller skal vi ”belære” hende om de mulige konsekvenser ved dette? … Vi kan som pædagoger ikke administrerer de unges forbrug, og skal efter min mening heler ikke. Jeg håber vi som pædagoger kan tænke ”ud af boksen” og gøre brug af de sociale medier på en positiv måde.