Børn og kultur- Mellem gamle begreber og nye forestillinger.

Dansk, kultur og kommunikation.

Børn og kultur- mellem gamle begreber og nye forestillinger.

Kapitel 8 tager udgangspunkt i den samfundsmæssige udvikling, fra et moderne industrisamfund til et senmoderne videns og oplevelsessamfund.

Begreber er arbejdsredskaber, der udspringer af praksis og ender i praksis som forestillinger, der styrer vores syn, holdninger, handlinger og meninger. Når virkeligheden er under forvandling, når der sker radikale samfundsmæssige, sociale og kulturelle ændringer, bliver begreber og forestillinger synlige. Begreberne er med til at udvikle og styre vores forestillinger og skabt grundlag for pædagogisk, undervisningsmæssigt og kulturel praksis, for sociale, uddannelsesmæssige og kulturformidlende traditioner.

Samfund under forvandling- et epokalt skift?

De udviklingstendenser, der økonomisk, politisk, socialt, kulturelt og privat har grebet, ændret og omformet det radikale epokespørgsmål, er væsentlig når man udfordrer den tidligere tænkning.

1950:

Modernitet

Industrisamfund

Skriftkultur

Enhedskultur

Hierarkisk kultur

Oplysning

Produkter

Elev

Dannelse

1980:

Globalisering

Aftraditionalisering

Æstetisering

Selvreflektivitet

2007:

Sen- postmodernenitet

Vidensamfund

Multimediekultur

Pluralistisk kultur

Horisontal kultur

Underholdning

Oplevelser

Processer

Deltager

Læring

Kultur under forvandling?

Den tyske professor i pædagogik Thomas Ziehe kommer med bud på konsekvenserne af den kulturelle forvandling.

I 1950´erne havde kulturinstitutionerne og uddannelsesinstitutionerne monopol på det æstetiske. Middel til dannelse stod øverst og der blev fokuseret på faglige indlæring af den analytiske, kritiske, diskuterende og vuderende tilgang. Der var et hierarkisk skel mellem kunst/ finkultur (dannelse og kvalitet) og håndværk/ populærkultur (marked, trivialitet, plagiat, plat og profit). Børnene skulle beskyttes mod den populærkultur.

I 1980érne kommer den kulturelle frisættelse. Dette ses ved at alt isenesættes æstetisk. De gamle grænser mellem kunst og håndværk nedbrydes.

Kulturel frisættelse.

Thomas Ziehes pointe er, at der fra 1980érne finder en kulturel, men ikke en social frisættelse sted. Børnene bliver instututionaliseret, pædagogerne styrer deres fritidsaktiviteter, og et sæt af skiftende sociale arenaer bliver børnenes betingelser.

På trods af den omfattende instutionalisering og pædagogisering, er det ikke her børnene primært socialiseres og lærer deres normer, værdier, regler, roller og identitet at kende.

Æstetiseret hverdagskultur.

I 1970érne og 1980´erne var der et stort skel mellem børn og unges kultur. Børn skulle have kunstnerisk eller pædagogisk hjælp til selvhjælp, mends de unge kunne selv.

I dag er det blevet synliggjort, at der ikke er den store forskel i børn og unges kultur. Børnenes sociale betingelser og kulturelle mulighedder har forandret sig siden 1950érne. Børnene er fysisk sammen, men kan også være fysisk adskildt via medierne (computer). I bægge tilfælde er de aktive og kommunikere med hinanden.

Børnekultur og børns kultur.

Børns kultur er en kultur, der til daglig omgås mediernes æstetisk symbolske udtryk og kommunikationsformer.

Børnekulturen er en professionel pædagogisk- psykologisk funderet formidlerkultur, der primært dyrker klassiske kunst og kulturudtryk, litteratur, teater, musik, billedkunst og klassisk kunst og kulturoplevelser.

Børn og unge bruger et bredt register af både kulturelle udtryksformer, af medie udtryk og produktionsformer i deres fritid.

Børnekulturen og skolekulturen er ude af trit med børns og unges kultur, med den multimedirkultur, de befinder sig i. Det betyder at der er lange udsigter til nytænkning af de gamle kultur og dannelsesbegreber, som et vidensamfund med pluralistisk, horisontal multimediekultur, der bygger på processer, deltagelse og multimodale læringsformer.

Børnekultur- et humanistisk dannelsesbegreb.

Frem til midten af 1980érne bliver børneklulturen til som en sammenhængende adaptationskultur, der tænker forskellem mellem børn og voksne som udviklingsforskelle, og som tilrettelægger de kulturelle tilbud til børn på baggrund af psykologiske og kognitive udviklingsteorier om deres aldersbestemte behov, interesser, læse , forstå og oplevelseskompetencer.

Det pædagogiske børnekulturbegreb.

I 1600- 1700 tallet bliver det antikke sammenhængende subjektive og objekt positioner fordelt. Den voksne handler og tænker subjekt. Barnet modtager og oplever.

Børnekulturelle systems formidlingstration bliver grundlagt.

Med vægt på dannelse, og via redskaber og argumentationer skal barnet kunne vælge det gode og fravælge det dårlige.

De voksne ved hvad der er bedst for børnene.

Børns kultur- et antropologisk kulturbegreb.

Fra 1980´erne og frem sætter den begyndende kulturelle frisættelse grundlag for nu diskussion. Sociologien talte om børn som aktøre, som handlende og kulturskabende.

Børn er ikke becomings men beings, og de bliver en del af kulturen. Derfor tilføjes kategorien "børns kultur" til de gamle "kultur for børn" og "kultur med børn".

Børns egne holdninger, handlinger, projekter og meninger får betydning.

Børns perspektiv.

Forskerne må gå nye veje, nu bliver børneperspektivet en kombination af æstetisk teori, begrebsliggørelse og analysform.

Børns kultur handler og argumentere konkret og ekspressivt. En kropslig kultur med rødder i folkekulturen, latterkulturen, karnevalskulturen, med sans for det skæve og groteske. En kultur der skelner mellem social og kulturel virkelighed.

Leg er hverken i pædagogisk, udviklingspsykologisk eller samfundets tjeneste. Leg er leg! ... Og leg er sjov.

Leg er som en helhed, og det er som en helhed vi må forstå og vudere den.

Det er en livsform, en selvberoende, autotelisk kultur, der kun gribes og kan begribes på egne præmisser.