”I dag er mobiltelefoner uhyre vigtige, ikke mindst kommercielt, som efterfølgere til tidligere mobile teknologier som 1960ernes transistorradioer, og super-8-kameraer, 1980ernes kassettebåndoptagere og videokameraer og 1990ernes discman og gameboy. Internettet medvirker især til at rykke vores forståelse og oplevelse af tid, fordi vi kan kommunikere personligt og ofte få svar næsten med det samme. De mobile medier medvirker frem for alt til at rykke vores oplevelse af rum, fordi vi kan kommunikere personligt næsten overalt- og har tilsvarende svært ved at unddrage os kontakt. [1]”
”Som de nyeste og temmelige bekostelige teknologier er internet, mobiltelefon og videokamera langtfra standardudstyr på danske børneværelser, og selv hos de ældre er det kun hver tredje, der har telefon på værelset. [2]”
De to citater ovenover, er undersøgelser lavet af Kirsten Drotner, tilbage i 2001. Det er sjovt at se hvordan de dengang definerede mobiltelefonen, internettet og videokameraet som tre særskilte kommunikationsmedier. Ligesom det er sjovt at tænke på at der i dag 12 år efter, er mere normen end undtagelsen at børn, unge og ældre ejer en mobiltelefon.
Jeg giver Kirsten ret i at vores opfattelse af rum rykker sig i takt med teknologien, ligesom vi i dag har svært ved at undvære mobilen- og dermed kontakten.
Personlig har jeg præsteret at vende om halvvejs på vej på arbejde, fordi jeg havde glemt min telefon. Det slog mig først efter jeg var kommet på arbejde at dagplejemoderen jo bare, kunne ringe til min arbejdsplads telefon, hvis min søn blev syg. Mobiltelefonen er for mig nærmest lig med en ekstra arm- jeg føler mig amputeret, hvis ikke jeg har mobilen med når jeg er ude. Nogle gange, især om søndagen slukker jeg mobilen- siger til mig selv at den ikke skal have lov til at sætte dagsorden. Ofte oplever jeg mit netværk reagerer ved at ringe til min kærestes mobil i stedet, men spørgsmålet- ”hvorfor tager Maja ikke hendes tlf?” Ikke fordi de altid har noget vigtigt at berette, nok nærmere fordi de ikke kan forstå de ikke kan få fat i mig.
Når min mobil ringer, præsenterer jeg altid mig selv med et hej og mit navn. Men, hvis det at tale i mobil også gælder sms og facebook, har jeg mange forskellige måder at tale på. Jeg er mere nærværende og aktiv i samtalen på mobilen, end jeg fx er på facebook, hvor jeg ofte er tilskuere og ikke aktiv.
Mine observationer omkring folks brug af mobiltelefonen, er meget forskellig. Jeg ser en tildens til at de unge der er opvokset med mobilen, mange gange agerer på samme måde som mig- nemlig som en der har mistet højre pegefinger, hvis deres mobil er gået i stykker eller de ikke kan finde den. Den ældre generation der er vokset op uden, betragter mere mobilen som et redskab de kan bruge uden for hjemmet, hvis de fx køre tør for benzin, deres almene kommunikationsredskab er ofte stadig fastnet telefonen.
