Børnekultur, leg, læring og interaktive medier.
Børns leg og kultur har ændret sig meget, i det vestlige samfund op gennem det 20. århundrede. Der synes at herske en almen forventning om, at de mange sociale, kulturelle og teknologiske forandringer i det vestlige samfund gennem de seneste årtier, ikke bør påvirke vores børn. Barndommen og børnekulturen bliver romantiseret hvilket for mange betyder at vores børn bør agere som ”i de gode gamle dage”[1].
Ældre børn har altid haft en central rolle i at videreformidle legekulturen til de yngre. Det traditionelle børneliv, hvor børnene bl.a. legede i flok på gaderne, legede på tværs af aldersgrupper og havde få sociale relationer, har ændret sig[2]. Det aktuelle børneliv, har bevæget sig fra gaderne op på værelser med få kammerater, der ofte er alderssvarende. Legekammeraterne er ofte fysisk mere spredt og hverdagen er præget at skiftende sociale relationer.
Når de ældre børn ikke længere er til stede i de yngre børns omgivelser, forsvinder den værdifulde læremester. Børnene er nødsaget til at søge inspiration andre steder, bl.a. via medierne og legetøjet, som bliver en erstatning for den traditionelle kulturarv. Medierne og legetøjet bliver redskaber for ny leg, der skaber social samvær og leg mellem børn[3].
De nye kommunikationsmedier opfattes ofte som forstyrrende og ødelæggende i den tætte sociale relation. Børnene beskrives som ”zappere”, der retter fokus mod en ting, for kort efter at rette den mod noget andet. Traditionelt set har børnenes hverdagsliv været ”opsplittet”, børnene har skulle mestre evnen til at omstille sig og indleve sig i mange sociale rum, adskildt i tid og rum, allerede fra spæd.
Det ændre sig grundlæggende med de nye kommunikationsmedier, hvor børnene kan deltage i flere sociale rum på samme tid. De ”zapper” ikke fra det ene til det andet, men er hele tiden i gang med flere parallelle samtaler. Dette kræver en veludviklet koncentrationsevne, overblik og omstillingsevne, som de fleste børnene evner, sideløbende med at de også evner at indgå i tætte, koncentrerede sociale relationer med få mennesker[4].
Hvor det før var kulturarven, er det i højre grad kommercielle produkter der spiller en rolle i børns lege og læringskultur. Dette medfører et stigende forbrug, hvor børn skal købe sig adgang til leg og legefællesskaber med andre. Ligesom børnene skal tilegne sig og udvikle ny viden om et produkt, bl.a. computerspil, for at kunne deltage i legen. Børnene leger ikke for at lære, men lære for at lege, hvilket medfører at børnene udvikler kompetencer til at forstå, afdække og beherske teknologien[5].
Børns brug af interaktive teknologi er tæt forbundet med udbredelsen af ny teknologi, især i de skandinaviske lande. Ligesom de fleste forældre argumenterer for at børnene har computer med internet, i troen på at børnene kan søge informationer, som de kan lære af. Og legaliserer anskaffelsen af mobiltelefoner i en tidlig alder, da det skaber sikkerhed. Produkterne købes derfor ofte for at fremme børns udvikling og løser praktiske og sikkerhedsmæssige problemer, men de bruges fordi de har værdi i børns leg og samvær med andre børn[6].
Fokusområder.
Dette medfører et stigende forbrug, hvor børn skal købe sig adgang til leg og legefællesskaber med andre.
Er det fare for at de børn, hvis forældre ikke har råd til at købe sig adgang til leg, bliver ekskluderet fra fællesskabet?
Ligesom børnene skal tilegne sig og udvikle ny viden om et produkt, bl.a. computerspil, for at kunne deltage i legen.
Hvad med de børn der ikke evner at tilegne og udvikle ny viden? Hvad er vores opgave som pædagog?
[1] Carsten J og Camilla B N. Uddrag fra the channing face of childrens play culture.2003.S.1
[2] Carsten J og Camilla B N. Uddrag fra the channing face of childrens play culture.2003.S.2
[3] Carsten J og Camilla B N. Uddrag fra the channing face of childrens play culture.2003.S.3
[4] Carsten J og Camilla B N. Uddrag fra the channing face of childrens play culture.2003.S.8
[5] Carsten J og Camilla B N. Uddrag fra the channing face of childrens play culture.2003.S.10- 11
[6] Carsten J og Camilla B N. Uddrag fra the channing face of childrens play culture.2003.S.18
Ingen kommentarer:
Send en kommentar