Traditioner i forandring- Aktivitet 3.

Jeg har arbejdet på en institution for unge, der havde brug for støtte og vejledning, til at klare hverdagen. De unge var storforbruger af sociale medier på nettet, det er derfor oplagt at vælge denne målgruppe.

Det er 2 år siden jeg stoppede mit arbejde på institutionen, men jeg er stadig venner med mange af de unge på facebook. Facebook hjælper mig med, at bevare relationen til nogle af de unge ”der krøb under huden på mig”. Det er sjovt at følge med i deres hverdag, og fedt at se når de fx flytter i lejlighed, får nye kærester osv. Ligesom de også tit kommenter på mine indlæg, bla var de alle meget interesseret da jeg fødte min søn får et år siden.

Dengang jeg stadig arbejdede på institutionen havde jeg mange overvejelser omkring hvorvidt jeg skulle accepterer dem som venner, når de ansøgte mig på facebook. Det var et generelt problem i personalegruppen, og på et personalemøde, hvor emnet blev drøftet lagde institutionens leder op til at det var op til hver enkelt medarbejder. Der blev efterfølgende oprettet en gruppe, hvor institutionens navn og navnet på personalet stod- så havde noget af personalet to profiler, en privat og en til arbejde. Personlig har jeg aldrig været den store forbruger af facebook. Jeg har en profil, men det er sjældent jeg skriver ”hvad jeg har på hjertet”. Jeg har ikke kun af hensyn til mit arbejde, men også af hensyn til mit privatliv valgt ikke at ligge mange billeder op af mig selv. Som pædagog agerer jeg som et godt eksempel. De unge kan nemt misforstå, hvis jeg ligger billeder op af mig selv, fx mens jeg drikker en flaske bacardi og ryger 20 smøger.

Mine observationer omkring de unges brug af facebook var mange. Mange af de unge havde ingen ”filter”, de delte alle deres følelser med ”vennerne” både de positive og negative.

Et eksempel var to tvillingen søskende der var blevet uvenner. De smækkede døren og gik ind i hver deres lille lejlighed på institutionen. De havde råbt af hinanden og det gik mange timer før jeg så dem igen. Jeg valgte at gå ind til den ene af tvillingerne og så hun var på facebook. Hun ville gerne fortælle om forløbet og hvorfor hun var blevet så sur på hendes søster- mens hun sad med hovedet ind i skærmen. Jeg spurgte efter nogen tid hvem hun skrev med, og hun viste mig hendes profil, hvor jeg kunne se hun skrev med hendes søster. Det undrede mig de valgte at løse konflikten med hinanden på facebook, i stedet for at ”banke på ved siden af”.

Det pædagogiske arbejde bliver meget udfordret, hvad angår de unges brug af sociale medier. Det er vigtigt personalegruppen arbejder sammen og vælger en fælles måde at anskue brugen af sociale medier på. Er det ok de unge løser deres konflikter via facebook? Skal vi som pædagoger gribe ind og give dem redskaberne til konflikthåndtering ”face to face” i stedet? Er det ok en ung pige skriver om hendes sexliv- eller skal vi ”belære” hende om de mulige konsekvenser ved dette? … Vi kan som pædagoger ikke administrerer de unges forbrug, og skal efter min mening heler ikke. Jeg håber vi som pædagoger kan tænke ”ud af boksen” og gøre brug af de sociale medier på en positiv måde.

Traditioner i forandring- Aktivitet 2.

”I dag er mobiltelefoner uhyre vigtige, ikke mindst kommercielt, som efterfølgere til tidligere mobile teknologier som 1960ernes transistorradioer, og super-8-kameraer, 1980ernes kassettebåndoptagere og videokameraer og 1990ernes discman og gameboy. Internettet medvirker især til at rykke vores forståelse og oplevelse af tid, fordi vi kan kommunikere personligt og ofte få svar næsten med det samme. De mobile medier medvirker frem for alt til at rykke vores oplevelse af rum, fordi vi kan kommunikere personligt næsten overalt- og har tilsvarende svært ved at unddrage os kontakt. [1]”

”Som de nyeste og temmelige bekostelige teknologier er internet, mobiltelefon og videokamera langtfra standardudstyr på danske børneværelser, og selv hos de ældre er det kun hver tredje, der har telefon på værelset. [2]”

De to citater ovenover, er undersøgelser lavet af Kirsten Drotner, tilbage i 2001. Det er sjovt at se hvordan de dengang definerede mobiltelefonen, internettet og videokameraet som tre særskilte kommunikationsmedier. Ligesom det er sjovt at tænke på at der i dag 12 år efter, er mere normen end undtagelsen at børn, unge og ældre ejer en mobiltelefon.

Jeg giver Kirsten ret i at vores opfattelse af rum rykker sig i takt med teknologien, ligesom vi i dag har svært ved at undvære mobilen- og dermed kontakten.

Personlig har jeg præsteret at vende om halvvejs på vej på arbejde, fordi jeg havde glemt min telefon. Det slog mig først efter jeg var kommet på arbejde at dagplejemoderen jo bare, kunne ringe til min arbejdsplads telefon, hvis min søn blev syg. Mobiltelefonen er for mig nærmest lig med en ekstra arm- jeg føler mig amputeret, hvis ikke jeg har mobilen med når jeg er ude. Nogle gange, især om søndagen slukker jeg mobilen- siger til mig selv at den ikke skal have lov til at sætte dagsorden. Ofte oplever jeg mit netværk reagerer ved at ringe til min kærestes mobil i stedet, men spørgsmålet- ”hvorfor tager Maja ikke hendes tlf?” Ikke fordi de altid har noget vigtigt at berette, nok nærmere fordi de ikke kan forstå de ikke kan få fat i mig.

Når min mobil ringer, præsenterer jeg altid mig selv med et hej og mit navn. Men, hvis det at tale i mobil også gælder sms og facebook, har jeg mange forskellige måder at tale på. Jeg er mere nærværende og aktiv i samtalen på mobilen, end jeg fx er på facebook, hvor jeg ofte er tilskuere og ikke aktiv.

Mine observationer omkring folks brug af mobiltelefonen, er meget forskellig. Jeg ser en tildens til at de unge der er opvokset med mobilen, mange gange agerer på samme måde som mig- nemlig som en der har mistet højre pegefinger, hvis deres mobil er gået i stykker eller de ikke kan finde den. Den ældre generation der er vokset op uden, betragter mere mobilen som et redskab de kan bruge uden for hjemmet, hvis de fx køre tør for benzin, deres almene kommunikationsredskab er ofte stadig fastnet telefonen.

---

[1] Kirsten Drotner. Medier for fremtiden. Høst og søn forlag. 2001. s.114

[2] Kirsten Drotner. Medier for fremtiden. Høst og søn forlag. 2001. s.116

Traditioner i forandring- Aktivitet 1.

Medier for fremtiden. Børn, unge og det nye medielandskab.

Mediebrug i skolen.

I skolerne er der rig mulighed for at få adgang til informationer og til at kommunikere på internettet via computeren. Undersøgelser viser dog at 84% af børnene anvender skolens computer mindre end en gang om ugen[1].

I skolen anvendes computeren i dag, hovedsagelig til skrivning og matematik. Når børnene har fri anvender de computeren mere avanceret til bl.a. at spille, skrive, tegne, søge informationer og installerer programmer[2]. 

Fokusområde.

”Skolerne udnytter kun i begrænset omfang børnenes uformelle mediekundskaber. Børn og unge udvikler gennem fritidens mediekultur vigtige uformelle læreprocesser, dvs. ansatser til æstetiske, sproglige og tekniske kundskaber.”[3]

Tænker vi som pædagoger, i skolemæssige sammenhæng skal gribe brugen af computeren anderledes and. Bogen er skrevet tilbage i 2001, jeg håber og tror på at pædagoger og lærer er blevet bedre til at integrere computeren, som en del af undervisningen, og ser computeren som en del af en læreproces, frem for at anskue computeren som et tillægs fag, der er på skoleskemaet en gang om ugen. Børnene skal i mine øjne have rig mulighed for at gøre brug af internettet i alle fag, ligesom underviseren skal udnytte og styrke de kompetencer børnene allerede har. Hvad mener I?

---

[1] Kirsten Drotner. 1 udgave. Høst og søn forlag 2001. s.25

[2] Kirsten Drotner. 1 udgave. Høst og søn forlag 2001. s.25             

[3] Kirsten Drotner. 1 udgave. Høst og søn forlag 2001. s.26

Traditioner i forandring- Aktivitet 1.

Børnekultur, leg, læring og interaktive medier.

Børns leg og kultur har ændret sig meget, i det vestlige samfund op gennem det 20. århundrede. Der synes at herske en almen forventning om, at de mange sociale, kulturelle og teknologiske forandringer i det vestlige samfund gennem de seneste årtier, ikke bør påvirke vores børn. Barndommen og børnekulturen bliver romantiseret hvilket for mange betyder at vores børn bør agere som ”i de gode gamle dage”[1].

Ældre børn har altid haft en central rolle i at videreformidle legekulturen til de yngre. Det traditionelle børneliv, hvor børnene bl.a. legede i flok på gaderne, legede på tværs af aldersgrupper og havde få sociale relationer, har ændret sig[2].  Det aktuelle børneliv, har bevæget sig fra gaderne op på værelser med få kammerater, der ofte er alderssvarende. Legekammeraterne er ofte fysisk mere spredt og hverdagen er præget at skiftende sociale relationer.

Når de ældre børn ikke længere er til stede i de yngre børns omgivelser, forsvinder den værdifulde læremester. Børnene er nødsaget til at søge inspiration andre steder, bl.a. via medierne og legetøjet, som bliver en erstatning for den traditionelle kulturarv. Medierne og legetøjet bliver redskaber for ny leg, der skaber social samvær og leg mellem børn[3].

De nye kommunikationsmedier opfattes ofte som forstyrrende og ødelæggende i den tætte sociale relation. Børnene beskrives som ”zappere”, der retter fokus mod en ting, for kort efter at rette den mod noget andet. Traditionelt set har børnenes hverdagsliv været ”opsplittet”, børnene har skulle mestre evnen til at omstille sig og indleve sig i mange sociale rum, adskildt i tid og rum, allerede fra spæd. 

Det ændre sig grundlæggende med de nye kommunikationsmedier, hvor børnene kan deltage i flere sociale rum på samme tid. De ”zapper” ikke fra det ene til det andet, men er hele tiden i gang med flere parallelle samtaler. Dette kræver en veludviklet koncentrationsevne, overblik og omstillingsevne, som de fleste børnene evner, sideløbende med at de også evner at indgå i tætte, koncentrerede sociale relationer med få mennesker[4].

Hvor det før var kulturarven, er det i højre grad kommercielle produkter der spiller en rolle i børns lege og læringskultur. Dette medfører et stigende forbrug, hvor børn skal købe sig adgang til leg og legefællesskaber med andre. Ligesom børnene skal tilegne sig og udvikle ny viden om et produkt, bl.a. computerspil, for at kunne deltage i legen. Børnene leger ikke for at lære, men lære for at lege, hvilket medfører at børnene udvikler kompetencer til at forstå, afdække og beherske teknologien[5].

Børns brug af interaktive teknologi er tæt forbundet med udbredelsen af ny teknologi, især i de skandinaviske lande. Ligesom de fleste forældre argumenterer for at børnene har computer med internet, i troen på at børnene kan søge informationer, som de kan lære af. Og legaliserer anskaffelsen af mobiltelefoner i en tidlig alder, da det skaber sikkerhed. Produkterne købes derfor ofte for at fremme børns udvikling og løser praktiske og sikkerhedsmæssige problemer, men de bruges fordi de har værdi i børns leg og samvær med andre børn[6].

Fokusområder.

Dette medfører et stigende forbrug, hvor børn skal købe sig adgang til leg og legefællesskaber med andre.

Er det fare for at de børn, hvis forældre ikke har råd til at købe sig adgang til leg, bliver ekskluderet fra fællesskabet?

Ligesom børnene skal tilegne sig og udvikle ny viden om et produkt, bl.a. computerspil, for at kunne deltage i legen.

Hvad med de børn der ikke evner at tilegne og udvikle ny viden? Hvad er vores opgave som pædagog?

---

[1] Carsten J og Camilla B N. Uddrag fra the channing face of childrens play culture.2003.S.1

[2] Carsten J og Camilla B N. Uddrag fra the channing face of childrens play culture.2003.S.2

[3] Carsten J og Camilla B N. Uddrag fra the channing face of childrens play culture.2003.S.3

[4] Carsten J og Camilla B N. Uddrag fra the channing face of childrens play culture.2003.S.8

[5] Carsten J og Camilla B N. Uddrag fra the channing face of childrens play culture.2003.S.10- 11

[6] Carsten J og Camilla B N. Uddrag fra the channing face of childrens play culture.2003.S.18